Børn og unge
Børn og unge kan udsættes for oplevelser eller tidspunkter i livet, hvor alting er meget svært. Det kan være på grund af oplevelser, som skaber følelsesmæssige traumer eller andre frustrationer. Disse børn og unge kan have brug for hjælp og støtte til at få bearbejdet "knuder" og frustrationer, sorg osv.
Børn er tit meget loyale og hensynsfulde over for deres forældre. Ofte er børn bange for at såre deres forældre eller være besværlige og har "antennerne" ude, således at de konstant vejrer forældrenes humør og velbefindende. Det er ikke altid, at disse børn fortæller, at de har det svært, men deres adfærd afspejler det indre. Børn kan derfor have brug for at tale med en "udenfor", som barnet ikke er bekymret for og ikke behøver være bange for at såre. Nogle børn kan have stort behov for at tale om det svære i livet, hvis ikke der skal plantes usikkerhed, lavt selvværd, frustrationer m.m. inde i barnet.
Unge mennesker befinder sig et sted i livet, hvor mange ting forandrer sig. Tiden går fra barn til voksen og hvad der følger med af beslutninger, ansvar, valg, konsekvenser, refleksioner m.m. Det kan være meget svært at følge med de skærpede krav og forventninger. Mange føler sig som værende i et vadested og har brug for hjælp til at komme videre. Det er ikke altid, at forældre eller venner er de nemmeste at snakke med. Mange unge kan have problemer med identitetsdannelse og med at løsrive sig og blive voksne.
Der er forskel på hvordan terapien skal udforme sig alt efter, hvor gammelt barnet er.
Hvordan arbejder jeg?
At arbejde med børn er anderledes end voksne. Udover samtale bruger jeg i terapien med børn og unge metoder som tegning, historiefortælling, sandplayterapi m.m.
Samtale: Psykoterapien kan bestå af samtale og vil tage udgangspunkt i det, barnet har brug for at få snakket om og inspireret af den franske børnelæge Francoise Dolto og hendes elev Caroline Eliacheff måde at snakke med børn på. Jeg vil snakke om med dit barn om, barnets oplevelser i sit liv og det selv. Vi vil snakke om, hvilke følelser barnet har og hvad der mærkes i kroppen. Vi vil snakke om strategier for at takle de oplevelser livet byder m.m.
Sandplayterapi: Når børn bearbejder gør de det bl.a. gennem leg. Her kan sandplay være en god måde, da barnet får mulighed for at bearbejde de oplevelser, som ligger inden i, uden at skulle sige noget. Ofte har børn ikke ord for det som er indeni. De mærker og handler bare. Dit barn vil i sandplayterapien gøre præcist det, som det har brug for at gøre uden krav om at fortælle, hvad det handler om. Dette vil løsne de konflikter barnet har indeni og gøre det gladere, mere tilfreds og udvikle større selvværd og selvtillid.
Historiefortælling: Et barn, som har oplevet traumatiske hændelser i livet, kan være præget af disse hændelser uden at vide det. Der kan være følelser bundet til disse hændelser, som forhindrer barnets sunde udvikling. Via historiefortælling/spædbarnsterapi kan jeg fortælle barnet om disse hændelser og sætte ord på, hvordan barnet kan have haft det. Når barnet føler sig set og oplevet, vil de gamle hændelsers følelser opløses og der vil skabes rum for en sund og positiv udvikling.
Øvelser: Det kan være givtigt i terapien at lave forskellige øvelser, såvel som det kan være givtigt at lave lidt "hjemmearbejde" fx være opmærksom på bestemte reaktioner indtil næste session, skrive breve som kan bruges i terapien mv.
Se mere under spædbarnsterapi eller sandplayterapi.
