Hvordan arbejder jeg
Den rigtige terapeut
Coaching
Cases

Psykoterapi - hvordan arbejder jeg?

Jeg arbejder terapeutisk ved at kombinere oplevelsesorienteret psykoterapi, gestaltterapi, eksistentiel psykoterapi og kropsterapi.

Desuden bruger jeg sandplayterapi, hvor det vil være hensigtsmæssigt. Se mere om sandplay

Terapiens udgangspunkt
Terapien tager udgangspunkt i samtale og hvordan du og din krop reagerer, oplever og føler her og nu. Med dette udgangspunkt hjælper jeg dig med at undersøge baggrundene for, at du oplever, som du gør. Herved skabes mulighed for en større forståelse af dig selv, dine ressourcer og handlemuligheder.

Jeg arbejder med, at du har ansvaret for dit liv, og terapien er hjælp til selvhjælp.

Jeg arbejder oplevelsesorienteret og gestaltterepeutisk, dvs. at jeg tager udgangspunkt i nu og her. Du bestemmer, hvad du har behov for at tale om og få bearbejdet. Jeg vil støtte og hjælpe dig med at undersøge, hvordan du føler og tænker i situationen, og hvordan det hænger sammen med dit liv. Måske skal vi tilbage og undersøge, hvor mønstre og følelser er opstået, men vil så vende tilbage til nuet. Det er nu, du lever, derfor skal vi i terapien også forholde dine reaktioner, følelser, handlinger og tanker til dit aktuelle liv.

Jeg vil stille spørgsmål som: "Hvad sker der?" - "Hvad mærker du?" - "Hvad ønsker du?" - "Hvad undgår du?"

Mit menneskesyn
Jeg arbejder ud fra et eksistentialistisk menneskesyn, dvs. at vi hver især er ansvarlige for vores liv, for hvad vi gør og ikke gør. Der vil altid være beslutninger, som er nemmere at træffe end andre, men vi træffer altid et valg og må forholde os til de konsekvenser, disse valg giver.

Vi alle er født med visse evner og kvaliteter. Hvordan disse udfoldes afhænger af, hvilken opvækst og livsvilkår vi har haft, samt hvordan vi hen ad vejen har forholdt os til disse.

Vi er alle mere eller mindre påvirket af de oplevelser, vi har haft livet igennem. Det vigtige i vores liv nu er, hvordan vi vil forholde os til disse oplevelser, og hvordan vi lader dem påvirke os. Det kan være meget givtigt at gå på opdagelse i fortiden. Det er samtidig vigtigt at vende tilbage til nuet og se på, hvordan vores fortid påvirker vores nutidige liv, og hvad vi så kan gøre ved det for at øge livskvaliteten i vores aktuelle og fremtidige liv.

Opstart og afslutning
Første gang du kommer er en afklaringsgang, hvor vi lærer hinanden at kende. Jeg vil undersøge, hvilke problemstillinger du kommer med. Samtidig ser du, hvordan jeg er og arbejder.

Når tiden nærmer sig for at afslutte terapien vil vi lave en afsluttende samtale. Efter to-tre måneder vil du få tilbudt en opfølgningstid.

I psykoterapien kan jeg gøre brug af forskellige metoder:

Medlem af Dansk Psykoterapeut Forening